Pressenyheder

Jyske Bank indgår samarbejde med fintech-forening

Nyt samarbejde mellem Jyske Bank og Copenhagen Fintech giver Silkeborg-banken en fast arbejdsplads i laboratorium for startups.

Astrid Krysfeldt
Thomas Krogh Jensen, topchef i Copenhagen FinTech Foto: Astrid Krysfeldt

Jyske Bank og Copenhagen Fintech, som driver et “Lab”, der i øjeblikket huser omkring 50 fintech-startups, har indgået en samarbejdsaftale.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Samarbejdet “giver begge parter mulighed for at påvirke og inspirere hinanden,” fremgår det, og indebærer specifikt, at banken får en fast arbejdsplads i Copenhagen Fintechs lab.

“Det er først og fremmest super interessant at få Danmarks tredjestørste bank på den her platform for nye fintech-virksomheder. Jyske Bank kan komme tættere på miljøet, lave partnerskaber og på sigt investere i nogle af de her selskaber,” udtaler Thomas Krogh Jensen, topchef i Copenhagen Fintech, i meddelelsen.

Peter Schleidt, bankdirektør med ansvar for IT i Jyske Bank, tilføjer, at “med samarbejdet kan Jyske Bank være tæt på udviklingen og gribe de muligheder, der opstår.”