Pressenyheder

PFA indleder samarbejde med Copenhagen FinTech

PFA har indgået en aftale med Copenhagen FinTech om et samarbejde, der giver PFA mulighed for at sætte yderligere turbo på arbejdet med teknologidrevet innovation til gavn for kunderne. Med samarbejdet bidrager PFA samtidig til at understøtte det danske start-up-miljø inden for finansteknologi og til at styrke Københavns position som internationalt finansielt centrum.  

PFA og Copenhagen FinTech har netop indgået en samarbejdsaftale for en periode på 3 år. Samarbejdet giver PFA direkte adgang til start-up-miljøet i Danmark inden for finansteknologi og den innovationskraft, viden og teknologi, som FinTech-virksomhederne besidder.

”Digitalisering og samspillet med start-ups bliver i stigende grad en konkurrenceparameter inden for den danske og globale pensionsbranche. PFA har igennem de sidste 100 år været drivkraft i udviklingen af pensions- og sundhedsmodeller til gavn for kunderne, og det vil vi fortsætte med at være i den digitale tidsalder. Her spiller innovative samarbejder med start-ups og andre globale aktører en væsentlig rolle, og derfor er Copenhagen FinTech som den danske hub på området en vigtig partner for os i forhold til, hvad der sker lokalt og globalt inden for finansteknologi,” siger Kristian Hjort-Madsen, direktør for Digitalisering & IT i PFA.

”Vi er også glade for, at vi med samarbejdet bidrager til udviklingen af et økosystem for finansteknologi herhjemme og til at skabe vækst og beskæftigelse i branchen. Samtidig kan samarbejdet ses som endnu et led i bestræbelserne på at gøre København til et finansielt centrum for finansvirksomheder, FinTech-iværksættere og medarbejdere fra det internationale finansmiljø. Det er en vigtig dagsorden, som vi lægger stor vægt på at bidrage til,” siger Kristian Hjort-Madsen.

”Det danske pensionssystem er det bedste i verden, og sektoren er absolut en styrkeposition internationalt. Det skal vi sikre, at den også er i fremtiden, og én af måderne er samarbejde mellem de mange nye og innovative FinTech-start-ups og de mere etablerede spillere. Derfor er vi rigtig glade for, at Danmarks største pensionsselskab vælger at støtte opbygningen af økosystemet og involverer sig aktivt,” siger Thomas Krogh Jensen, CEO i Copenhagen FinTech.

”Copenhagen FinTech’s start-ups får med sponsoratet adgang til nye potentielle partnerskaber og bl.a. dybe pensionsfaglige kompetencer kombineret med stor viden om regulering. PFA får til gengæld adgang til innovative løsninger og forretningsmodeller, nye teknologier og en mulighed for at komme tættere på fremtidens talenter. Det kan kun blive win-win,” siger Thomas Krogh Jensen

For yderligere information: Kontakt seniorpressekonsulent i PFA, Rune Lindberg, på 40 32 29 01, og CEO i Copenhagen FinTech, Thomas Krogh Jensen, på 20 60 15 48.   

 

Fakta: Copenhagen FinTech

– En virksomhedsklynge fokuseret på start-ups

– Forbinder små start-ups, der er specialiserede i teknologi inden for finans.

– Driver Copenhagen FinTech Lab, som er et kontorfællesskab for FinTech start-ups.

– Faciliterer et netværk inden for finans og it, hvor både start-ups og store virksomheder mødes.

– Det er også stedet, hvor internationale virksomheder henvender sig, hvis de er interesserede i at høre om finansteknologi i Danmark.