Pressenyheder

Skandia bliver partner i Copenhagen FinTech

Pensionsselskabet Skandia og Copenhagen FinTech har indgået en treårig partnerskabsaftale. Som en del af aftalen indtræder Skandia i bestyrelsen og bliver dermed det første pensionsselskab, der går aktivt ind i Copenhagens FinTech’s arbejde med at udvikle et økosystem for finansteknologi i Danmark. Beslutningen hænger naturligt sammen med Skandias ønske om at gå forrest i digitaliseringen af pensionsbranchen i Danmark, og at Skandia om kort tid kan præsentere en helt nyudviklet IT-platform.

Skandia er i gang med at foretage den største IT- og digitaliseringsinvestering i selskabets historie. Målet er at bygge en effektiv og fleksibel IT-platform til administration af pensions- og sundhedsløsninger, så selskabet kan vokse markant uden at skulle ansætte flere medarbejdere. Samtidig skal IT-platformen understøtte selskabets ambition om at levere førsteklasses kundeoplevelser ved at kombinere den klassiske personlige rådgivning med stærke digitale kundeløsninger.

Skandias direktør for Salg & Marked, Peter Bangsgaard, ser beslutningen om at indgå en treårig partnerskabsaftale med Copenhagen Fintech som et naturligt skridt i Skandias strategiske satsning på digitalisering og partnerskaber:

– Om kort tid står Skandia med en helt ny og topmoderne IT-platform, der giver os mulighed for at tilbyde nye digitale løsninger til vores kunder. Samtidig betyder platformsstrukturen, at vi får nemmere ved at tilbyde vores kunder integrerede løsninger fra vores samarbejdspartnere, siger Peter Bangsgaard.


Adgang til ny teknologi og digitale kompetencer

Ifølge Peter Bangsgaard vil indtoget af fx kunstig intelligens og chat-robotter kun være med til at forstærke den i forvejen hårde konkurrence på firmapensionsmarkedet i fremtiden. Derfor ser han det som en stor fordel, at Skandia deltager i de fællesskaber, hvor udviklingen af nye teknologier finder sted.

– Jeg mener, at evnen til at eksekvere på nye idéer, teknologier og services bliver afgørende for at være konkurrencedygtig de kommende år. Skandia skal være i stand til at reagere lynhurtigt på nye trends og kundebehov, så vi forbliver relevante for vores kunder og partnere. Gennem samarbejdet med Copenhagen FinTech får vi adgang til digitale kompetencer og nye måder at bruge teknologien på, siger direktøren.


Vigtigt for opbygningen af et økosystem for finansteknologi

Som led i den treårige partnerskabsaftale træder Peter Bangsgaard samtidig ind i bestyrelsen for Copenhagen FinTech, hvor CEO Thomas Krogh Jensen glæder sig over at få det første pensionsselskab med i inderkredsen:

– Danmark har et af verdens bedste pensionssystemer, men flere undersøgelser peger på, at danskernes engagement i deres pension godt kunne være bedre. Branchen har brug for innovation i forhold til at engagere ”brugerne”. Derfor er det positivt, at et selskab som Skandia melder sig på banen og er klar til at tage et medansvar for, at der bliver udviklet et økosystem for finansteknologi på pensionsområdet, siger CEO’en.

Ifølge Thomas Krogh Jensen står pensionssektoren over for flere udfordringer, hvor både stigende krav fra kunderne og en øget international konkurrence vil presse de danske selskaber:

– Kundernes tillid til de finansielle institutioner er under pres, og samtidig vokser deres krav og forventninger til mulighederne for at kunne betjene sig selv. De sidste fem år har især bankerne været igennem en rivende udvikling. Nu er turen kommet til pensions- og forsikringsbranchen. Samtidig er innovationskraften nærmest eksploderet de sidste 12 måneder, både i Danmark og i udlandet, så der er brug for selskaber og aktører, der tænker langsigtet og innovativt og bidrager til job- og vækstskabelse i den danske branche, slutter han.

 

For yderligere information kontakt
Skandia:
Peter Bangsgaard, direktør for Salg & Marked
Mobil: 2962 4015

Nicolai Nielsen, pressechef
Mobil: 4083 9973

Copenhagen FinTech:
Thomas Krogh Jensen, CEO
Mobil: 2060 1548

 

Om Copenhagen Fintech
Copenhagen FinTech er en non-profit organisation, som ønsker at skabe et dansk økosystem for virksomheder inden for finans- og forsikringsteknologi (fintech og insurtech). Organisationen blev stiftet i 2016 af Finans Danmark, Finansforbundet og Københavns Kommune og støttes i dag af mere end 130 partnere, sponsorer og medlemmer. Fra kontorfællesskabet i København arbejder 50 virksomheder og 150 entreprenører med forskning, udviklingsprogrammer, miniprojekter og meget mere. Copenhagen FinTech er initiativtagere til Innovation Network for Finance IT. Læs mere på copenhagenfintech.dk.

Partnere i Copenhagen FinTech med plads i bestyrelsen

  • Københavns Kommune
  • Finansforbundet
  • Finans Danmark
  • Spar Nord
  • Sparekassen Sjælland
  • Købstædernes Forsikring
  • SDC
  • Nets
  • Skandia

Om Skandia
Skandia i Danmark er en del af Skandia-koncernen, som er en af Sveriges største kundeejede virksomheder inden for langsigtet opsparing, personforsikring og bank. Vi har givet mennesker økonomisk tryghed i 160 år og har en stærk tradition for innovation,
produktudvikling og engagement i lokalsamfundet. Vi skaber værdi for vores kunder med innovative løsninger inden for forebyggelse, sundhed og langsigtet opsparing, og vi gør det lettere for vores kunder at træffe de rigtige beslutninger om deres økonomi. Vi er 2.500 medarbejdere, og vi forvalter godt 450 milliarder kroner for vores 2 millioner kunder i Danmark og Sverige. Læs mere på skandia.dk